Gå til hovedindhold

Solen

I Solen arbejder vi, med udgangspunkt i trygge rammer og nærværende voksne, med stort engagement i forhold til alle børns trivsel, udvikling og læring. Vi prioriterer især arbejdet med sprogtilegnelse, social dannelse, gode relationer og naturoplevelser meget højt.

  • Læs op

Indhold

    Solen er normeret til 66 børn, fordelt i fem grupper. Der er to vuggestuegrupper og tre børnehavegrupper.
    Vi arbejder med aldersopdelte grupper. Det betyder færre børn og voksne i grupperne, med den mulighed for at skabe ro, nærvær og fordybelse, som det giver.

    I Solen har vi fokus på det gode børnemiljø – hvad enten det gælder det fysiske, psykiske eller æstetiske. Dette sker i en god balance mellem hvad vi oplever som et inspirerende, lærende og udviklende miljø for børn, og det der kræves af os for at nå i mål med de målsætninger vi har for børnene – individuelt og i fællesskaberne.

    Vores mål er et miljø, der skaber glade og livsduelige børn. Børn der trives og har mod på de udfordringer, de møder i livet – og som giver mod på og mulighed for at skabe venskaber. Alle børn skal have en bedste ven og gennem projektet ”Fri for mobberi” arbejder vi målrettet på at udvikle varige venskaber børnene i mellem. 

    Evnen til at skabe gode relationer, respektere andre og give plads til forskellighed er tre af mange vigtige egenskaber. I Solen er vi derfor meget opmærksomme på at støtte op om og udvikle børnenes evne til at udvikle disse, og på at skabe rum, hvor venskaber og rummelighed har de perfekte rammer at udvikle sig i.

    Vi arbejder målrettet og struktureret med Aarhus Kommunes læreplanstemaer. Vi har en meget stærk naturprofil, som kommer til udtryk i den måde vi vægter udeliv og oplevelser/læring i det fri meget højt på. Ud over den daglige leg på legepladsen og de ugentlige ture til blandt andet skov, strand og Marienlystparken, har vi hver år fire længere naturforløb, som følger årstiderne.
    I de perioder er børnehaven og de ældste vuggestuebørn i et vist omfang, flyttet ud i "vores" skovbørnehave, hvor vi arbejder med forskellige temaer.
    Målet er at koble de fastlagte læringsmål og temaer til naturen, og på den måde arbejde med en lidt anderledes vinkel, end hverdagen normalt giver mulighed for.

    Mange af Solens børn er etniske minoritetsbørn, det betyder at sprogarbejde også er højt prioritet i dagligdagen. I samarbejde med forældre og eksterne fagfolk arbejder vi målrettet på at udvikle og løfte børnenes sproglige kompetencer.

    Sådan ser her ud

      Vi bestræber os på, at vores indretning i huset og på udenomsarealerne afspejler den børnegruppe, som skal bruge dem, og at de, inde som ude, indbyder til leg og læring.

      Vi udstiller børnenes kreative frembringelser, så de viser det levede børneliv i Solen.
      Vi arbejder hele tiden med at skabe en atmosfære, hvor det er rart at være, for både børn og voksne.

      Vuggestueafdelingen er aldersopdelt i to grupper, og indretningen af rummene afspejler den alder, der primært bruger rummene.
      Der er en YngsteGruppe med primært fokus på indkøring og skabelse af tryghed, faste rammer og forudsigelige dage. Børnene her er i alderen 9–28 måneder.
      ÆldsteGruppe har primært fokus på grupperelationer, pædagogiske aktiviteter og overgangen til børnehave. Børnene her er i alderen 29- 36 måneder – begge grupper har faste grupperum.

      Børnehaveafdelingen er inddelt i tre grupper, hvor børnene er sammen efter alder. Det betyder at børnene, fra de starter i børnehaven og til de skal i skole, er sammen med de samme børn og voksne – og vigtigst af alt, at personalet nemmere kan målrette deres arbejde med gruppen, efter børnenes nærmeste udviklingszone (NUZO). Grupperne har som udgangspunkt ikke et fast grupperum, men alt efter størrelsen på gruppen og hvilken aktivitet der skal foregå, bruger grupperne det rum der egner sig bedst til dagens aktiviteter.

      Børnehaven er funktionsopdelt, således at de aktiviteter, der relaterer sig til hinanden, er samlet i samme rum. Det betyder, at der for eksempel, er et rum til kreative udfoldelser, et rum til rollelege, et rum til spil, et rum til "gulvlegetøj", et rum til læsning og et rum til fysisk udfoldelse.
      Legepladsen er ikke delt op, men i sin indretning er de legeredskaber, der henvender sig til de yngste børn tættest på vuggestuen.

      Læs mere om Solen

      Alle grupper arbejder med egne, aldersrelaterede aktivitetsplaner, som fastlægges for et halvt år ad gangen af personalet i de enkelte grupper.  

      Vores overordnede aktivitetsplan ser således ud:  

      Kl. 06:30: Solen åbner og frem til kl. 08:00 er der mulighed for at komme og spise morgenmad. Vi er sammen på tværs af grupperne i vores fællesrum frem til ca. 08:00, hvor vuggestuebørnene så småt begynder at gå "ned" i deres ende af huset.
      Kl. 09:00: Alle børnene samles i deres grupper, vuggestuen til lidt vand og frugt, og børnehaven til en samling, hvor der snakkes om dagens aktiviteter.
      Kl. 09:30: Grupperne går i gang med aktiviteterne, der spænder fra MusikUnik, sprogarbejde, dialogisk læsning, rytmik, kreativt "arbejde" og ture ud af huset.
      Kl. 10.30: Samling i grupperne, hvor der synges eller læses, mens nogle af børnene på skift dækker bord.
      Kl. 11:00: Vi spiser, hvorefter vi gør klar til den daglige tur ud på legepladsen.
      Kl. 12:00 - 14:00: Vi er som regel på legepladsen eller på små ture i lokalområdet (gerne vores nabo, som er en dyrelegeplads).
      Kl. 14:00: Vi går ind og holder en kort samling inden vi spiser frugt
      Kl. 15:00 - 16:30: Der er faciliteret leg, som i sin enkelhed betyder, at der i de forskellige rum er voksne, der er ansvarlige for en aktivitet. Dette kan være alt fra at lave perler, danse i puderummet, tegne, lege med gulvlegetøj og meget mere.
      Kl. 16:30 - 17:00. Vi mødes igen i fællesrummet til hygge og frugt (tirsdag, onsdag og torsdag).
       
      Grupperne i vuggestuen følger til tider deres egen aktivitetsplan, da børnene i de grupper ofte har egne rutiner i forhold til søvn og spisning.

      Traditioner
      Traditioner er indgangsdøren til større viden om andre mennesker og kulturer, og vi åbner derfor så mange døre som muligt – det betyder, at alle de traditioner, der betyder noget for børn og forældre, bliver markeret eller talt om i Solen. Blandt de mest populære er:

      • Fastelavn
        Vi går ud og finder grene, og klipper pynt til vores fastelavnsris. Vi bruger meget tid på at snakke om udklædningstøj og på hvem vi gerne vil være til fastelavn. På selve dagen holder vi fest med tøndeslagning, sanglege, bide til bollen konkurrence og så slutter vi af med at spise fastelavnsboller og drikke kakao.
      • Påske
        Vi klipper påskepynt, sår karse, synger sange og leger lege der relaterer til påske. Vi slutter af med en "påskeæg-jagt" hvor vi leder efter de påskeæg, som påskeharen har tabt på legepladsen.
      • Sommerfest
        Når sommeren er godt i gang, og vi så småt er på vej til at gå på ferie, afholder vi hvert år en stor grillfest, hvor alle børn og deres familier mødes til en hyggelig aften med god mad og underholdning.
      • Solens fødselsdag
        Solen fylder år den 1. september, og det fejres med fødselsdagsfest, hvor vi spiser sammen og børn og voksne optræder med festlige indslag.
      • Eid/Ramadanfest:
        Hvert år fejrer vi afslutningen på årets ramadan. Alle familier kommer med en ret til et stort fælles tag-selv-bord. Vi hygger og slutter af med dejlig dessert og ramadan gaver til alle forældre.
      • Jul:
        Julemåneden er en dejlig lang tradition, hvor vi blandt andet tager på juletræstur, hvor vi fælder Solens juletræer. Vi holder julefrokost for børnene, tager på juleture og vi bager, klipper og laver julegaver. Vi synger og øver os på at på at optræde til den store julefest, hvor julemanden også kommer.
      • Børnefødselsdage:
        I Solen lader vi det være op til hver enkelt familie at bestemme, hvordan de vil fejre deres barns fødselsdag. Oftest fejres det med et stykke kage til frugt og den traditionelle gave fra Solen, som alle børn får.

      I Solen tilbyder vi morgenmad til alle de børn, der møder ind i tiden 06:30-08:00.

      Solens forældre har bestemt, at børnene skal tilbydes et kommunalt måltid til middag, hvilket betyder at vi får et varieret middagsmåltid leveret udefra hver dag.

      Til frugt skal børnene selv medbringe en frugtmadpakke.

      Solens forældreråd har besluttet, at forældre og personale sammen skal arbejde på at minimere børnenes daglige indtag af sukker og søde sager. Det betyder, at børnene ikke må medbringe slik, snacks og andre usunde ting til hverdag.

      Vi stemmer om det

      Det er dig som forælder, der er med til at bestemme om der skal være en fælles, selvbetalt frokostordning eller om vi skal have med madpakker med. Vi stemmer om det hvert andet år.

      Læs mere om mad og måltider under aarhus.dk/kost

      En af forudsætningerne for at kunne yde "en god service" og skabe et godt børneliv, er et godt forældresamarbejde. I Solen bestræber vi os på at få alle - børn som forældre - til at føle sig trygge og velkomne. Vi lægger op til åben og ærlig kommunikation om alt det, der vedrører børnenes liv her i Solen.

      En god start
      En god indkøring af børn i daginstitutionens daglige rytmer og forskellige rutiner, er vigtig for barnets trivsel.
      Indkøringen kan være forskellig alt efter om barnet skal starte i vuggestuen, skal op i børnehaven eller kommer fra en anden institution. Derfor vil vi i hvert enkelt tilfælde planlægge indkøringsperioden med jer forældre. Personalet har ligesom jer en idé om, hvordan det kan foregå mest optimalt. Sammen finder vi ud af hvordan det fungerer bedst mulig, i første omgang for barnet, men også for jer som forældre.

      Forældresamtaler
      Der vil undervejs i dit barns tid i Solen, blive afholdt forskellige samtaler, som vedrører barnets trivsel og udvikling. Vurderer vi eller I, at der er behov for yderligere samtaler, indkaldes I hertil.

      Som udgangspunkt holder vi følgende samtaler:

      • Opstartssamtale.
      • SUS-samtale 9-14 måneder
      • SUS-samtale på vej mod 3
      • Opfølgende samtale ved ca. 4,5-årsalderen
      • SUS-samtale på vej mod 6

      Forældrecafé
      Ca. hvert halve år inviteres alle forældre til cafémøder, hvor I sammen med de øvrige forældre i barnets gruppe, bliver præsenteret for det som børnene skal arbejde med i den kommende periode.
      Der bliver også tid til at snakke om gruppens udvikling, og om hvordan personale og forældre kan arbejde sammen for at fremme forskellige tiltag, så som legeaftaler og lignende. 


      Få indflydelse på hverdagen

      I vores forældreråd har du gode muligheder for at få indflydelse på dit barns hverdag i afdelingen og dagtilbuddet som helhed.

      Se, hvad vores bestyrelse i dagtilbuddet arbejder med under Fælles i dagtilbuddet.

      Samarbejde med forældre

      Dit barns udvikling og trivsel er rigtig vigtig for os. Vi arbejder derfor løbende med at udvikle og forbedre vores pædagogik.

      Læs mere om vores arbejde med børnenes udvikling og trivsel under Fælles i dagtilbuddet.

      Dit barns udvikling og trivsel

      Sidst opdateret: 20. november 2023